Den om ensomhed…

Der mangler nogen….

Det her med at være alene, er som regel dejligt. Men dage som i dag, mangler der nogen at dele oplevelserne med.

I dag har vi bagt småkager og pyntet dem med glasur. Der har simpelthen være sådan en hyggelig (og ekstremt rodet) dag. Lige der midt i glasur, krummer og krymmel, begynder min lækre 5 årige lille M, at tale engelsk… Gebrokkent, jo ganske vist, men det var hele sætninger 😳 “mommy!?  pretty sprinkles… Good cookies… I love pink sprinkles”

Flere sætninger fulgte, de store søskende måbende og roste hende til skyerne… Moderen trådte et skridt tilbage, og stod bare der et øjeblik og betragtede situationen…. Er helt perfekt øjeblik… Men uden én at dele det med, én man kunne se i øjnene og sige “hold nu op hvor jeg knuselsker det her”.

Istedet blev det til et facetime opkald til lille M’s far, der hørte lid engelsk. Men det er jo bare ikke det samme. Han oplevede slet ikke magien i situationen, hvordan alt bare smeltede sammen i en stor glædes-kompot.. Han fik kun en lille brøkdel, hvor hans datter reciterer engelske gloser, med hovedet fuld af krymmel og glasur.

Sådan et øjeblik føler jeg, at jeg har alt!  Og på én og samme tid, føler jeg mig alligevel mere alene lige dér, end når jeg ligger alene på sofaen kl. 20.00 og ser serier, uden varme mandearme omkring mig.

Lige dér, er der kun mig og ingen anden at dele det med. Følelsen kan ikke gengives  på IG billeder eller et blog indlæg, den kan kun opleves.

Selv her 2 år efter jeg blev alene, kan det stadig ramme mig hvor ensomt det kan være. Jeg havde egentligt regnet med at den følelse ville forsvinde på et tidspunkt, når alt var faldet på plads. Men den holder virkelig godt fast i mig. Men regnede med, at det langsomt ville blive bedre og bedre, og mindre og mindre, til den helt forsvandt når jeg havde vænnet mig til det. Men den er her sgu stadig….

Folk omkring mig spørger også om ikke der snart er en ny mand i sigte, og for at være helt ærlig, så er jeg slet ikke sikker på at jeg har lyst. Det er super svært at rende og brokke mig over at være alene, når jeg takker nej til dates, og egentlig afviser alt og alle blankt.

Det er super sårbart for mig at indrømme, men – jeg tør simpelthen ikke forelske mig igen.

Jeg vil virkelig gerne, jeg savner følelsen, suhet i maven når der tikker en SMS ind, det første kys der slår gnister og alt det der… Jeg er bare dødsens bange!

Hunderæd for at jeg møder en mand, forelsker mig, at han når at møde mine børn og så går det galt…. Jeg hverken kan eller vil byde mine børn det…

Jeg ved jo også godt der går længe inden man introducerer børn for mand.. Men sæt nu man har investeret 1 år med en mand og det så ikke går fordi de ikke kan sammen, eller at de kan sammen, men jeg ikke vil det?

Hvordan pokker kommer man over de tanker? Hvordan lærer man at give slip og lade tingene ske?

Det er mig simpelthen en gåde og et under… Gid jeg kunne… Jeg vil så gerne kunne give mig hen, og give slip.

Nå, men tilbage til vores bage session….

Samtalen med farmand afsluttes, vi spiser aftensmad og får ryddet op og støvsuget ca. 6 kg krymmel op fra gulvet, de tre små hjælper flittigt inden de går ind og leger sammen.

Store M på 9 år, kommer listede ud på det våde gulv, giver mig et kæmpe kram, fortæller hun elsker mig, hvor dejlig en dag det har været, og slutter af med “mor, hvor er lille M god til engelsk! Vidste du det?”

Det var et dejligt lille plaster på såret, at vide de i det mindste ikke stod og manglede nogen anden voksen.

Men for pokker hvor ensomheden stadig buldrer indeni…

Ved simpelthen ikke hvad jeg ville ned det her lille korte forvirrende indlæg. Måske var det at spørge om nogen andre kender følelsen, og hvad pokker man skal gøre eller tænke for at det bliver bedre?

What to do?

Kærligst A

- AleneMor